Her finder du en oversigt over udbredte hesteracer i Danmark. Find også alt om heste i vores hesteleksikon.
Andalusier
En Andalusier eller andalusisk hest er en spansk varmblodsrace.
Oldenborg
Tysk varmblods race. Oldenborgeren er en hesterace, der stammer fra området Oldenborg i Tyskland. Det er en koldblodshesterace, der oprindeligt har været anvendt en del som trækhest, men er med tiden blevet en populær ridehest. Oldenborgeren er en meget godmodig, venlig, frisk og arbejdsom hesterace. I dag er den engelske fuldblodshest avlet ind i rigtig mange oldenborghestes slægtslinjer. Denne blanding giver en optimal ride- og sportshest med energien og letheden fra det engelske fuldblod og godmodigheden og arbejdsomheden fra Oldenborgeren. Mange topdressurheste er krydsninger af fuldblod og oldenborgere. Oldenborgheste er enten brune eller sorte.
Slesviger
Slesviger eller Slesvigsk koldblod er en hesterace fra Sønderjylland. Slesviger har sin oprindelse i den jyske hest. Arbejdshesten har et energisk temperament og er meget udholdende. I dag er kun få Slesviger tilbage.
Pinto
Pinto er en hesterace der stammer fra mustang’erne, og bliver normalt forbundet med indianerne. De stammer fra USA, og har to forskellige pletmønstre:
- Ovaro; Store mørke områder med hvidt.
- Tobiano; Hesten er hvid, med mindre pletter af alle farver, pintoer kan dog også være ens farvede.
Racen er kendt som en intelligent og udholdende type, og egner sig til rancharbejde, ridehest eller showhest.
Haflinger
Ponyrace fra Østrig / Italien.
Haflingeren er en hesterace, der stammer fra Tyrol i Østrig og oprindeligt fra Sydtyrol. Den er opkaldt efter den lille bjerglandsby Hafling. Vandrere i Sydtyrol og Østrig støder tit på den lille hest, hvis røde-hvide farver kan ses på lang afstand.
Haflingeren bliver brugt som familiehest i alpelandet. For vogn om søndagen til kirke, som klassisk dressurhest, som showdyr og som turisthest i hele Østrig. Men også i resten af verden har hesten gået sin sejrsgang. I Tyskland er Haflingeren den mest populære fritidshest overhovedet. I Danmark ligger den på 5. pladsen over populære heste.
Forskellige behov har formet den lille bjerghest til det, den er i dag. Hæren havde brug for en stærk trækhest der kunne trække våben og proviant over bjergene, men samtidig en stærk og udholdende ridehest som var loyal i kampens hede. Bønderne havde brug for en hjælper i det stejle terræn, og konkurrencerytteren havde brug for en forædlet og meget varmblodet hest.
Haflingeren er en mellemstor hest med en muskuløs kropsform. Den har i dag ridepræg uden at ligne en sportspony. Det tilstræbes at avle en korrekt, godmodig, men livlig hest med gode bevægelser. Farven skal altid være rød med hvid man. Der må helst ikke være aftegn på lemmerne. Hovedet skal være let og tørt med et lille ”knæk” på næseryggen (konkav profil), som viser de arabiske aner. Der ønskes store bevægelige næsebor, små tulipanformede øre og udtryksfulde øjne.
I dag bruges Haflingeren til dressur, springning, westernridning, distanceridning, skovtursridning, voltering, kørsel med fra en til 10 heste og show. Haflingerens stærke sider er godt temperament og en god størrelse, som kan håndteres af folk i alle aldre. Og sidst, men ikke mindst har haflingeren et fantastisk væsen og ånd, samt en flot fremtoning og charme.
Clydesdale
En Clydesdale er en svær trækhest, der stammer fra Lanarkshire efter 1980 igen Clydesdale i Skotland. Den findes i Europa, hovedsageligt Storbritannien. Og i USA og Australien.
Det er en koldblodshest, der er aktiv og modig med et venligt og roligt temperament.
De brune farver dominerer, ofte med store aftegninger på krop og hoved; De har normalt et stangmål over 170 cm.
Fjordhest
En fjordhest (også kaldt for nordbagge) er en koldblodet pony af norsk oprindelse. Den er udbredt i Europa, samt Nordamerika og bliver som fuldvoksen ca. 135-145 cm høj men ses også sjældent som hest. Den mest udbredte farve er gul eller rød med en mørk stribe i manen og halen, samt en ål (stribe ned over ryggen) og en midtstol (striben, der går ud i halen). Derudover ses den også som rødgul, grå eller ulsblak. Der findes med andre ord: den røde fjordhest, den gule, den hvide, den musegrå og den brune. De ses dog mest som gul og rød.
Hesten er en forholdsvist stor og stærk pony, hvilket gør den velegnet både som ridehest (både til børn og voksne) og som arbejdshest, men den har dog temperament og vilje. Den har et lille hoved med en bred pande, store øjne og små ører. Halsen er kort og kraftig, skulderen stejl og manen lav. Kroppen er muskuløs med en lang ryg og et rundet kryds. Benene er korte og stærke med en smule hovskæg, korte piber og stærke hove.
Typisk er den gul eller rød med og har i mange tilfælde zebrastriber på benene. Den ses også som “rødmanke”, hvilket vil sige, at den sorte stribe gennem manen enten er væk eller helt rød.
Islandsk hest (Islænder)
Gammel islandsk ponyrace, der er kendt for sin styrke og udholdenhed.
Den islandske hest, også kaldet en Islænder, er efterkommer af de heste vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i niende og tiende århundrede. De medbragte heste var forskellige i udseende og farver, og der er derfor en stor farvevariation i den islandske hesterace. Det barske klima på Island formede igennem tiderne hesten til en kompakt, nøjsom og hårdfør race.
Befolkningen på Island har været helt afhængige af hesten til transport og som arbejds- og slagtedyr.
Hestene bruges i dag, når får eller mere eller mindre vilde hesteflokke skal drives sammen. De bruges også som slagtedyr. I dag bruges de mest til konkurrence og tur-ridning og er noget af det, Island er mest kendt for rundt om i verden.
De islandske heste er kendt for deres specielle gangarter. Andre heste behersker skridt, trav og galop. Men de islandske heste kan derudover tölt og/eller pas.
Det er forskelligt fra hest til hest, hvor godt de behersker gangarterne. Nogle islændere er 4-gængere andre er 5-gængere. Det er også forskelligt, hvor tilbøjelig den enkelte hest er til at slå ind i en bestemt gangart. Nogle heste vil helst trave, men kan rides i tölt. Andre tölter helst og har sværere ved at trave. Det tilstræbes at avle heste, der behersker alle fem gangarter sikkert – og adskilt fra hinanden. Jo mere adskilte de fire eller fem gangarter er, jo bedre. Det ønskes ikke, at hestene går “grise-pas”, som er en blanding af tölt og pas.
Tölten er den islandske hests mest populære gangart. Der er tale om en firtaktet gangart, som giver rytteren et meget behageligt sæde og er ideel til ridning over større afstande, som hesten jo oprindelig blev brugt til. Derudover er tölt en smuk gangart, hvor hesten bærer sig naturligt, velrejst og stolt. Heste, der naturligt tager lange skridt og løfter benene højt over jorden, er velkomne i avlen.
Islænderen er først og fremmest en brugshest. Ved avlsarbejdet lægges især vægt på gode rideegenskaber. Hesten skal have adskilte gangarter og et stærkt temperament. Der gives en speciel karakter for vilje og sind, og den har stor vægt i den samlede ridebedømmelse. Ingen vil med andre ord avle dovne heste, men avlerne sætter pris på villighed og arbejdsglæde. Den islandske hest er blevet en anelse større og er nu typisk mellem 135 og 145 cm i stangmål. Det er ikke stort i forhold til andre hesteracer, men den islandske hest kan sagtens bære en voksen rytter. Det tilstræbes at avle heste med gode proportioner, en lang og smidig hals og stærke ben. Det er et plus, hvis hesten har lang og kraftig man, hale og hovskæg, og der er forbud mod at klippe det ved deltagelse i konkurrencer. Alle farver er tilladte – ja variation i farven er faktisk ønsket.
Shire
Shire eller Shirehesten er verdens største hesterace. Den opdrættedes i the Shires og stammer fra den engelske the Great Horse, som igen stammer fra de store tunge heste, som kom til England efter de normanniske erobringer efter Slaget ved Hastings i 1066.
Shirehesten er den højeste og tungeste hest. Højden er normalt over 180 cm og vægten mindst 800 kg og ofte over 1.100 kg. Shirehestens styrke – den har en trækkraft på op til fem ton – og dens stabile og gode sind gjorde, at den var særdeles udbredt som trækhest i industrien, landbruget og til transport.
I nyere tid bruges shirehesten mest som skovhest, til kørsel og forskellige opvisninger.
Den jyske hest
Den jyske hest har ganske som Frederiksborghesten sin oprindelse i den gamle danske stridshest og bondehest, der igen begge nedstammede fra den lille bronzealderhest.
Jyden har ikke altid været den svære arbejdshest, som vi kender i dag. Først i 1800-tallet bliver hesten nemlig landbrugets foretrukne trækkraft ved markarbejdet. Tidligere brugte man fortrinsvis stude, og hestene var mere reserveret ridning og kørsel. Især til det sidste formål kunne kraftige dyr nok bruges.
Allerede i midten af 1700-årene forsøgte man at forædle den jyske hesterace ved at sætte hingste fra det kongelige Frederiksborg-stutteri til jyske hopper, men det blev ingen succes. Afkommet var for let. I 1843 importeredes ca. 50 Yorkshire-hingste til det nyoprettede landstutteri på Koldinghus Slot, og ved almindelig krydsningsfrodighed i første led fik man nogle fortræffelige heste. Det viste sig dog, at de gode egenskaber ikke holdt sig i senere slægtled.
Shetlandspony
Shetlandspony er en udbredt ponyrace, der stammer fra Shetlandsøerne nordøst for Skotland. Det er en lille pony, der som fuldvoksen ikke måler over 1,07 meter ved manken. På grund af sit hjemsteds barske livsbetingelser er det en langtlevende, hårdfør og stærk race, som både benyttes til ridning og som lastdyr. Racen er udbredt over hele verden, men i særligt stort tal findes den i Storbritannien og Nordamerika.
Shetlandsponyen har et lille hoved, af og til hvælvet, med små, livlige ører og stor afstand mellem øjnene. Den originale race har kort, muskuløs hals, kompakt og firskåren krop med korte, stærke ben. Ryggen er kort og stort gjordmål (livvidden). Man og hale er tykke, og ponyen anlægger en tæt vinterpels med dobbelt hårlag, som får regn til at prelle af og holder huden tør. Sommerpelsen er kort og glansfuld.
Der er stor farvevariation i hårlag. En Shetlandspony kan have enhver farve i spektret fra sort over grå og brun til cremefarvet og hvid, men plettede ponyer godkendes ikke i bestemmelserne for racen.
Af natur er Shetlandsponyer intelligente, og de er i almindelighed blide og med et roligt temperament, men kan også være lidt bidske og frække. Delvis på grund af deres intelligens kan de være meget egenrådige, hvis de ikke holdes i god træning.
Ved avl og blanding med ponyer af typen Hackney er der i USA fremkommet en særlig variant af Shetlandsponyen, Amerikansk Shetland, som er lidt højere, har krum hals, et længere hoved og en mere elegant krop. Antallet af den oprindelige type Shetlandsponyer i USA overstiger dog stadig antallet af den amerikanske variant.
I dag benyttes racen fortrinsvis som ride- og køreheste.